Om Nyt Mod


Nyt Mod blev dannet i 2006 af Liselotte Kulpa og Lene Mølgaard. Vi var dengang kolleger i læseafdelingen på Kommunikationscentret i Hillerød. Nyt Mod havde sit første "domicil" i Hillerød, men da lokalerne lå temmelig langt fra stationen, flyttede vi i 2008 til Allerød, hvor vi er rigtig glade for at være.

I 2013 ønskede Lene at gå på nedsat tid, hvorefter det alene var Liselotte, der havde ledelsesansvar og tegnede Nyt Mod. I sommeren 2015 valgte Lene at gå på pension for at nyde sit otium.

Nyt Mod består af højtuddannede undervisere. Liselotte har arbejdet på fuld tid med at undersøge og beskrive vanskeligheder hos mennesker med dysleksi (ordblindhed) og andre læse-skrivevanskeligheder siden 1993 - og med at undervise disse mennesker. Først unge og voksne og siden også børn. De ansatte undervisere modtager en grundig oplæring samt løbende supervision.

Liselotte Kulpa

Jeg har siden 1993 brændt for at udrede læse-skrivevanskeligheder og undervise mennesker med læse-stavevanskeligheder, først og fremmest ordblinde, på en måde, så de udvikler deres læsning og skrivning så meget som overhovedet muligt, bliver fortrolige med og glade for it-hjælpemidler og ikke mindst får mod på at "bide livet i låret", sagt med Benny Andersens herlige udtryk.

Jeg er universitetsuddannet tale-læsepædagog med bifag i dansk som fremmed-andetsprog. Under uddannelsen arbejdede jeg som studentermedarbejder på Danmarks Pædagogiske Institut, og efter endt uddannelse arbejdede jeg videre som forskningsassistent i to år. I 1993 blev jeg ansat på Kommunikationscentret i Hillerød, hvor jeg arbejdede med at teste og undervise unge og voksne ordblinde indtil januar 2007. Gennem alle årene var jeg den, der havde ansvaret for de tosprogede med læse-skrivevanskeligheder samt tosprogede med særlige udtalevanskeligheder.

Jeg har i 2006 taget en videreuddannelse i konstruktivistisk vejledning.

Jeg har holdt kurser i fonetik, i hvad ordblindhed er, i læseteorier, i læse- og skrivestøttende it-hjælpemidler, i tosprogede med læse-skrivevanskeligheder og i at skrive letlæste romaner for voksne.

Jeg har i 2005 bidraget til antologien "Voksne ordblinde", redigeret af Dansk Videnscenter for Ordblindhed. Jeg har også bidraget til Undervisningsministeriets vejledning i undervisning af ordblinde.

Jeg har i juni 2007 holdt oplæg på Undervisningsministeriets konference om undervisning af ordblinde tosprogede. I august 2009 var jeg på konferencen "Ord09" paneldeltager i en workshop med emnet "vejledning af forældre".

Jeg skriver desuden romaner for unge og voksne med læsevanskeligheder. Og jeg har redigeret mere end 30 bøger i LæseLyst-serien, som også er letlæste romaner.


 
 
Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Nyt Mod ApS • Amtsvej 2 • 3450 Allerød • Tlf.: 30 23 31 01 • Email: info@nyt-mod.dk • CVR: 29773726